Bilhistorisk Tidsskrift  111/1992     side  17

da jeg blandt mange ansøgere fik lov til at købe en Talbot-Darracq 1939 cabriolet, en vogntype jeg havde beundret siden min gymnasietid i trediverne. Den har været min veteranbil siden og er en nydelse at køre med sin Wilson planetgearkasse,

Alfa Romeo Sprint Verde.

der forvælger med en lille arm under rattet og skiftes ved hjælp af koblingspedalen.
   Til daglig gik jeg i 1976 over til Alfasud, som jeg stadig anser for at have de bedste køreegenskaber, det nogensinde er lykkedes at frembringe i en fabriksfremstillet bil.
   I 1984 blev det til en Alfa Romeo Sprint Verde coupé, som nok er hurtigere,

men ikke helt så let at tumle som Sud'en. Efterhånden slap jeg af med alle de gamle vogne, som jeg kan glæde mig til at se restaureret af yngre klubmedlemmer.
   Nu kan jeg ikke klare mere, men hvor har det dog været herligt at lege med alle de biler gennem 47 år, og dem jeg har tilbage er ønskebiler, som gerne skulle holde min tid ud.