Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 83  -  1985     side   27

Der burde være en statsydelse til dem, som passer på bevaringsværdige ting, det offentlige ikke kan magte. Som ham med de gamle danske husdyrracer eller Viklit Gråe Jørgensen, der nu har restaureret en så tidstypisk rutebil fra 1934, at det er en nostalgisk oplevelse at få en køretur og genopleve fornemmelsen. Lyden af den lave gearing, den sirlige håndværksmæssige indretning og den ukomfortable og langsomme kørsel, som man dengang og de foregående tyve og de følgende tyve år ikke satte spørgsmålstegn ved.
   Viklit er en af dem, der har gjort interessen for motorkøretøjerne til sit levebrød, men at glæden ved dem er ægte bevidnes af, at dagen efter at rutebilen var blevet synet, og det var dagen efter at restaureringen var sluttet, startede Viklit på en tur til Jotumheimen. 9 mennesker delte den store benzinudgift og så kostede det nogenlunde lige så meget pr. næse, som hvis de var kørt afsted i et par Morris Mascot. Og børnene kunne få motion under kørslen.

Det er altså en Triangel fra 1934,