Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 77  -  1984     side   14

11 Sport-modeller hejses i land i 46. Efter krigen anvendtes tilsyneladende de franske kofangere, selv om de var alt for lette at bøje ved påkørsel. Hvem er mon den nydelige herre?

flyttes til underkant af forruden og speedometer integreres i forruderammen. Blinklys og »lige« kofangere i stedet for »svungne«.
1953: Varevognen udgår (erstattes af 2CV).
1955: D-motor med 65 hk.
1957: Den sidste 1l'er (en Familiale) forlader samlebåndet d. 25/7.

Citroen i København

Samlefabrikken i København blev etableret så tidligt som 1927 på arealerne syd for Scandiagade og med en efter datidens forhold meget mondæn udstillingsbygning ud mod Sydhavnsgade (bygningen er i dag medborgerhus). Her forblev samlefabrikken og klargøringsværkstedet indtil 1966, hvor man flyttede til det nuværende domicil i Bådehavnsgade.
   Aktiviteterne på fabrikken var i tyverne, ligesom hos naboen Ford, koncentreret om samling af køretøjer med delvist danskbyggede karrosserier (bl. a. Taxa'er i stort tal). Markedet, der blev dækket fra København, var foruden Danmark også Norge, Sverige og hele Baltikum. Med introduktionen af den forhjulstrukne mo-

del i 34 blev der i højere grad tale om klargøring af næsten færdigmonterede vogne fra Frankrig. Citroen havde på det tidspunkt samlefabrikker i både Belgien, England og Italien, og det er karakteristisk, at hvert land havde sin måde at præge de franske biler på. F. eks. havde de engelske vogne selvfølgelig højrestyring og derudover læderindtræk, valnøddetræ på instrumentpanelet, Lucas lygter og 12-volts anlæg. De belgiske var genkendelige på de særlige fælge.
   I Danmark leveredes vognene i andre farver end de franske og var desuden forsynet med enkelte andre udstyrsdetaljer. Således havde de danske vogne før krigen kraftigere kofangere og andre baglygter (fabrikat Bosch). Også det kendte emblem med ordene Citroën på bagklap og kølergrill er et særligt dansk fænomen.
   De første franske 7'ere og 11're fra 1934/35, og det må også gælde de dansksamlede, var oftest tofarvede, med sorte skærme. Karrosseriet kunne på  11'rne også have flere nuancer delt vandret under vinduerne, men skærmene var altid sorte. Fra begyndelsen af 1936 kunne vognene leveres i metallit-lakering — disse vogne var