| |
|
et sådant blev indført har en nu afdød
montør, Johs. Jeppesen, kunnet bekræfte, idet det engang lykkedes
den yngre Knudsen, Evald, at bakke imod en gammel boremaskine. Samme
montør Jeppesen har ligeledes berettet om hvordan han under vognens
bygning drøftede skærmenes facon med mester, og hvor Jens Peter
Knudsen afsluttede diskussionen med ordene: |
|
»Selvfølgelig har du jo også en mening, men
det er nu mig, der er mester her«.
Vel var Jens Peter Knudsen ingen Ettore Bugatti, men
den patriarkalske indstilling har nok været den samme overalt i
Europa. Næsbyvognen var måske ikke noget stort teknisk vidunder,
men den veg dog ikke tilbage for en københavnertur, som den foretog
i alt fald én gang med Jens Peter |
|
|
ved rattet og hustruen ved hans side. Så en vis tro
på maskineriets driftssikkerhed må der have været.
Hvor den siden blev af har ikke kunnet opklares, men indtil
1919 har den været i brug, og i 1926 var den forsvundet, men hvordan?
Den ældgamle smedje og motorfabrik lader sig endnu påvise,
omend senere ejere har delt lokalet i flere, men i gulvet findes stadig
de, i svovlblomme faststøbte, bolte, hvor motorerne blev fastspændt
under prøvekørsel, og under loftet hænger stadig fragmenter af
drivakslen med fladremskiver, som trak boremaskiner, drejebænk m.m.,
ligesom også den gamle esse og en arbejdsbænk fra dengang er bevaret.
En ejendommelig fornemmelse kommer over én, når man
pludselig befinder sig selv stående i et af de værksteder, man kan vel
næsten sige laboratorier, hvor der for så længe siden har været
experimenteret med den kunst at uddrage energien i olie og petroleum, og
omsætte deri til fremdrift for skib og køretøj.
Vedstående billeder viser værkstedet, som det så ud
dengang. Herren i baggrunden ved den færdige motor på prøvebænken er
mesteren selv, og iføl- |
|
