|  | Fejlslagne forsøg-en studie i danske biler efter 1945
 
 Af Anders Ditlev Clausager Wolfsburg, Tyskland 177 - Birmingham,
      England 1979
 
 Med respekt tilegnet mindet om direktør ERIK SOMMER - en dansk bil-pioner
 
        
          | 
 Indledning
 Dansk bilindustri efter 1920 er egentlig ikke et ben der kan
            koges særlig megen suppe på. Stort set det eneste danske firma der
            fortsatte en bilproduktion efter l. verdenskrig var De Forenede
            Automobilfabrikker i Odense (DFA). DFA opstod i 1917 ved en
            sammenlægning af det odenseanske Thrige-firma med de københavnske
            Jan og Anglo-Dane - alle 3 firmaer havde forbindelse til
            Landmandsbanken. Produktets navn, Triangel, var derfor et ordspil i
            mere end én henseende. Efter sammenslutningen koncentreredes
            produktionen i Odense.
 Ud over enkelte specialbyggede personbiler (en touring i 1928
            (?) - billede i »Ud at køre - før og nu«, og året før den
            berømte »racer« til Rom-København løbet på omnibuschassis)
            holdt Triangel sig til erhvervskøretøjer, som
 |  | 
 leveredes i flere forskellige
            størrelser op til 5 tons nyttelast - lastvogne, omnibusser,
            trambusser og brandbiler. Motorerne købtes oftest udenlands - i
            begyndelsen bl. a. franske Ballot- motorer, senere fra Amerikanske
            firmaer (Continental, Hercules eller Lycoming); i 30'erne anvendtes
            dog alternativt dansk-byggede dieselmotorer eller råoliemotorer som
            de dengang kaldtes. Den beskedne produktion omfattede også
            benzinmotor-drevne skinnebusser, og suppleredes med import af
            udenlandske personbiler - Studebaker, F.N., FIAT og Austin. Triangel
            gjorde sig bemærket ved anvendelsen af hydrauliske bremser allerede
            omkring 1930, og ved en yderst moderne lastvogn med frembygget
            førerhus i 1932, samme år som den første trambus leveredes.
 |  |  | Det må nok siges, at Triangel existerede, men ikke
      trivedes. Triangel var dyr sammenlignet med udenlandske fabrikater -
      exempelvis kostede en brandbil på Triangel-chassis det dobbelte af en
      Ford V8 brandbil - men, takket være valuta-krise og »Køb Dansk«
      kampagnen, blev mærket ofte foretrukket af offentlige myndigheder.
      Trambusser leveredes til Ålborg, Århus og Odense, rutebiler til en lang
      række privatbaner og private omnibusselskaber foruden DSB, og brandbiler
      til større kommunale brandvæsener, i første række København, Odense,
      Århus og Ålborg. I samarbejde med H. Meisner-Jensen, leverandør af
      brandslukningsmateriel, udvikledes for Københavns Brandvæsen de første
      lukkede brandbiler omkring 1934, den såkaldte »Normaltype l« efter
      standardspecifikation. Det er ganske karakteristisk, at de fleste nu
      bevarede Triangler er brandkøretøjer.DFA fortsatte produktionen af Triangel efter 1945, formentlig
      indtil ca. 1953, formentlig var en af de sidste typer en bybus med
      Henschel dieselmotor under gulvet. Men med 50 ernes stigende import af
      erhvervskøretøjer havde mærket næppe den store fremtid for sig, og det
      var sikkert klogt af DFA at holde op mens legen var god.
 Et par spredte tilløb til en bilproduktion i 30'erne var
      der. Bohnstedt-Petersen, som allerede samlede Chrysler-produkterne i
      Danmark, viste på automobiludstillingen i Forum i 1934
 |  |