|
Bentley 3½ ltr.
Af Geoff Segal
Det var en meget begejstret 3-årig Sune, der af sin
far fik at vide, at vi to skulle på „mandetur" til England, hvor vi
dels skulle holde lidt ferie og dels se, om vi ikke kunne finde en
„gammel bil" at tage med hjem.
Jeg havde på forhånd gjort mig visse tanker om, hvad det skulle
være for en gammel bil. Drømmen var „naturligvis" en ægte W. O.
Bentley, men takket være de skyhøje priser for selv de mest
miserable eksemplarer, måtte drømmen jo forblive en sådan. Som
„trøstpræmie" stod en Alvis Speed 20 som nr. 2 på listen, og som nr.
3 en Derby Bentley.
Den 29. november 1972 blev vi af den store sølvfugl transporteret
til London, hvor vi slog os ned hos gode venner. Tidspunktet var
valgt således, at vi skulle være i England samme dag, som „Motor
Sport" udkom, hvorved vi havde en med englænderne ligestillet chance
for at komme først til et evt. „bid". Det var rent vilkårligt, at vi
havde valgt dette nummer af „Motor |
|
Sport", og det tog heller ikke kegler. Udvalget af de
biler, som lå inden for vore muligheders grænse, var mildest talt
uin- teressant. Der var ikke skyggen af en Speed 20. Der var en
morsom lille Riley; men ejeren havde telefonsvarer på, og det havde
han stadigvæk 10 dage senere, da vi rejste hjem.
Bil skulle vi have, og den eneste farbare udvej var derfor
at gå på jagt hos de „professionelle". Vi startede hos "James" Bond,
Vintage Autos Ltd., der med sit slogan "No old bangers sold ..."
(ingen gamle øser sælges) lød ret så tiltalende. Her ventede os dog
en skuffelse. Han tilbød mig bl. a. en 1929 Triumph Super 7 til den
ganske horrible pris af 985 pund. Den var „fuldstændig restaureret",
lige ned til boblerne i lakken. Et par hundrede pund havde været
nærmere målet - hvis den så også havde været i orden. Næste besøg
aflagdes hos Dannie Margulies (se denne), der, som jeg senere
andetsteds fik at vide, ikke alene var ærlig men tillige dyr |
|
|
(he's honest, but bloody expensive). Her var
der til gengæld biler at se. Det kriblede ikke så lidt i speederfoden ved
synet af en 4½ Itr. W. O. Bentley tourer i British Racing Green, en ikke
mindre pragtfuld 3 Itr. Sunbeam tourer, der med sine to overliggende
knastaksler sang en af de skønneste melodier, jeg nogen sinde har hørt, samt
en „fræk" lille Bugatti, som jeg - som ikke-bugattist og med altomfattende
mangel på kendskab til Vorherres eget bilmærke - ikke var i stand til at
typebestemme. I den mere folkelige ende af skalaen havde den dyre Dannie en
3½ ltr. Derby Bentley, som var i ganske acceptabel stand, men han lagde ikke
skjul på, at maskinen havde set bedre dage. Han levede således op til sit
rygte, men til trods herfor eller måske rettere netop derfor - købte jeg
ikke bil hos Dannie-boy.
For at spare mine (formodede) læsere for yderligere detaljerede
beskrivelser vil jeg blot nævne, at jeg under min lange og trøstesløse
ølkenvandring kom forbi diverse bil-oaser med bl. a. en yderst miserabel
Silver Ghost til foræringsprisen 10.000 pund, en laber Hispano Suiza (som de
altid høflige englændere kalder for en Banana Squeezer (bananpresser), og
diverse andre mere eller mindre obskure rariteter.
For at gøre en kort historie lang faldt
|
|
