Med et marathondeltagerantal på 95 turde Pedershvileløbet have fastslået sit ry og sin popularitet. Endog i vore nabolande. – Både fra Tyskland, Sverige og England var der gæster. Der var noget, der kunne tyde på, at et par af vore løb herhjemme så småt er ved at få international opmærksomhed. Det er meget forfriskende, og skønt de fremmede køretøjer ikke altid møder op i misundelsesværdig restaureret stand, får man dog en idé om, hvorledes arbejdet gribes an andre steder.
Da jeg for en gangs skyld ikke deltog aktivt i arrangementet, men nød og fotograferede bilerne fra grøftekanten, vil omtalen af selve løbet blive ganske kort. –

Arrangementet var som sædvanlig anlagt med stor omhu for det naturskønne og uden at det virkede for kort eller for langt. Derimod var tilrettelæggelsen af orienteringen lidet spændende og varieret. Hvad der var tidligere års Pedershvileløbs store force – en spændende og omhyggelig udført køreordre var i år kun blevet til nogle få linier kør til højre – kør til venstre.
   Løbet sluttede ved autohallen i Grønholt med manøvreprøven.
   Der var god plads til alle bilerne og blødt græs, hvor man kunne tilbringe ventetiden til resultaterne forelå og nyde den sommervarme efterårssol.
   Om alle 95 deltagere var mødt op, tør

jeg ikke sige, men der var mange, og mange nye endda. Nu var deltagerlisten ikke forsynet med årgangsbetegnelse på bilerne eller hjemsted for ejerne, så det er lidt vanskeligt ud fra denne at rekonstruere hvem der var hvem.
   Opmærksomheden fanges som regel først af det største, så lad os begynde med Raben-Levetzaus 1911 Rolls-Royce Silver Ghost. Et prægtigt køretøj, som vel de fleste har set på museet, men som man nyder dobbelt at iagttage majestætisk rullende hen ad vejen.
   Generalkonsul Glads Isotta Fraschini, som har skiftet ejer — dog ikke længere end til lige hen over hækken — ser vi forhåbentlig mere til nu. Det er vel ikke altid nødvendigt eller ønskværdigt at føre biler tilbage til originalskikkelsen, hvis modernisering er foretaget før krigen og i pagt med tidens mode, men denne vogn vil vinde ved et kirurgisk indgreb. Den er jo et pragtstykke, endog med dansk karrosseri.

Silver Ghosten havde selskab af 2 kolleger. Bachs velkendte 20/25 og Suensons lige så velkendte 25/30.
   Remark deltog i sin Packard og Børge Kå havde sine 2 smukke Buicker med (den ene kørt af Kurt Andersen) samt sin brandbil.
   Adskillige Citroën'er deltog. Enhver kender efterhånden Carl Johans gule ligesom A. Ottos grønne også har deltaget før med sin tidligere ejer, Arne Schmidt. Ligeledes deltog en tofarves gul lukket med det formfuldendte berlinekarrosseri med den store kuffert.
   De små Austin Seven gjorde sig velfortjent bemærkede med deres brogede flok. Mange af dem var nydeligt restaureret, skønt en svensk deltager havde fået lidt rigelig messing. Og endnu engang mødte man Markers røde racer.
   De små Morris Eight, som endnu kører i stort antal som brugsvogne, er ved at blive populære restaureringsobjekter, og imellem adskillige fremmødte, var der et